Dødsangst.

Godaften. Dette indlæg kommer til at omhandle min dødsangst. Jeg har brug for at få tankerne og følelserne ud omkring det.

Jeg lider af dødsangst, har gjort det i godt og vel to år nu. Jeg lider af det på den måde, at til tider tør jeg ikke at sove, jeg KAN have det svært med film, hvor folk dør deri, jeg kan ikke snakke om emnet uden at få tårer i øjnene.
  Så dette indlæg bliver nok lidt svært at skrive. Nu tænker I nok, "hvorfor så skrive om det?", well. Denne blog er som en dagbog for mig, og derfor vil jeg ud med. Dele det med andre, som måske føler på samme måde, så de ved, at de ikke er helt alene.

Da jeg var mindre var døden ligegyldig for mig. På en måde. Jeg frygtede at miste folk, men var ikke selv bange for at dø. Da jeg lærte en pige, hvis navn jeg ikke vil skrive, at kende kom dødsangsten frem i mig, sådan rigtigt. Hun fortalte om sin veninde, der døde af sukkersyge, jeg har hørt historien fra flere mennesker, da det er en som var fan af The Dreams. Så jeg vidste hvem hun var. Men i hvertfald, hende jeg kendte fortalte om sin dødsangst, og efter den samtale, har jeg selv frygtet døden.
  Jeg tænkte meget over døden de efterfølgende måneder, og min angst blev større og større. Jeg turde ikke sove af frygt for ikke at vågne igen. Jeg får stadig de anfald. Flere gange har min bedste veninde, Grumle, måtte holde om mig, mens jeg græd.
  Jeg tør ikke gøre noget som kan være livsfarligt, fordi jeg tænker negativt om hele situationen, jeg tænker altid, at det kan ske for mig. Fx. hvis jeg skal flyve, så tænker jeg, at det KAN ske flyet styrter, og jeg dør. Så den dag jeg skal flyve for første gang, bliver det hårdt.

Sidste sommer var Grumles familie og min familie på ferie sammen i Tyskland. Vi skulle i Heidepark, og jeg var opsat på at prøve Colosos (?) den der store rutsjebane. Jeg har prøvet den før på min blåmandag. Inden min dødsangst dukkede op.
MEN i hvertfald, så stod vi der i køen, vi havde ventet en halv time, da jeg pludselig hørte, hvordan rutsjebanen skramlede, jeg opdagede den var lavet af træ, og kom i tanke om, at der kunne jeg dø. Hvis jeg tog den tur, så KUNNE jeg være en af dem, hvor vognene mistede føringen, hvor det hele gik galt. Jeg fik ondt i maven, kvalme, rystede og ville væk. Jeg var ved at græde, og sagde undskyld til Grumle for at jeg ikke kunne prøve den med hende, men jeg turde virkelig ikke.
Så det endte med jeg gik ud af køen, og ventede i en time ca. på Grumle og hendes mor og søster.

Den episode er kun en af de mange gange, hvor jeg har bakket ud fra noget jeg gerne ville, men ikke tør af frygt for at dø.
Min dødsangst er et handicap, jeg går glip af så mange ting. Søvn, oplevelser.. Ja, den er virkelig en pain in the ass. Mildt sagt.
  Men der er jo ikke rigtig noget, jeg kan gøre. Udover at nyde mit liv, og tage afstand til døden og angsten for det...


- Men jeg håber da, at man kan finde en løsning, så jeg kan leve fuldt ud <3

// Timmy is over and out.