Bytur endte med noget andet!

Godaften folk!

I går var jeg i byen, der var såååå dødt, jeg tror, det skyldtes at det var J-dag i fredags, som jeg selvfølgelig også fejrede med nogle venner! Det var så hyggeligt.
  Men i går var jeg i byen endnu engang, det var som sagt, ekstremt dødt.
Så min veninde og jeg gik rundt, og jeg sagde, vi skulle tage på en Homo, bi -og transseksuel bar, der hedder Lobtio, jeg har aldrig været der, men der var også dødt.
  Anyways, jeg snakkede med bartenderen, som var på arbejde, og spurgte så, om jeg kunne blive bartender der.(Havde læst de manglede frivillige bartendere dernede.)
  Hun sagde ja, og fortalte de havde vagtmøde på torsdag. Så jeg har tænkt mig at tage derned, og få et frivilligt job. Jeg får ingen penge for det, men det er jo også i orden. Jeg får jo erfaring, og finder ud af, om det er bartender, jeg vil være.
  Så jeg glæder mig faktisk til at finde ud af, om det er det, der er meningen med mit liv.

Ellers så kører tingene ret godt. Jeg føler mig glad, optimistisk og det er som om mit liv bare føles bedre!

- Men hey! hvis nogen elsker homomiljøet, og mangler et sted at gå på bar, så kom da på Lobito! 

// Timmy is over and out.

Kroge for tætte på hinanden..

Godaften kære læsere, og tilfældige personer der zapper forbi.

Jeg har gået, og tænkt lidt på det seneste. Jeg var en tur med min veninde, Stina, oppe i byen, (Hun bor på landet), vi gik med hendes hund, Lady, og skulle sætte hende fast, da vi skulle ind, og finde noget vi ville have.

Der gik det op for mig, at de der hundekroge sidder ALT for tæt på hinanden, altså selvom man spænder snoren ind, så kan hundene jo stadig nå hinanden?
Og der tænker jeg så, "hvad med dem, der har en hund. som ikke kan med alle hunde?"
- Min hund fx. den kan ikke med alle hunde, mildt sagt. Den kan sagtens finde på at knurre og te sig tosset, hvis nogen bestemte hunde kommer forbi, det er ligesom noget han har haft siden vi fik ham. Så vi skal virkelig holde fast i ham, når andre hunde kommer, hvis det er nogen han ikke kan med.
Det er jo direkte skadeligt for hundene, hvis en som min hund kommer for tæt på dem.
Min mor og jeg er fx. nødt til at spænde ham fast laaangt væk fra de andre hunde.
(Okay, nu får jeg det til at lyde som om min hund bare er komplet syg i skallen. Det er han altså ikke, vi fik ham da, han var et år gammel, og jeg tror, han har haft det dårligt, der hvor han har været før, og det så har sat sit præg på ham. Det er kun nogle hunde, han ikke kan med. Ellers er han en dejlig skabning, som virkelig ikke kan undværes, han er menneskeglad, og er meget nysgerrig. Bare så vi lige har det på det rene.)
Men jeg forstår altså ikke, at der ikke er større mellemrum mellem krogene.
- Hvis det nu skulle ske, at hundene kommer op og sloges, kan man så sagsøge butikken? Eller skal man bare få forsikringen indover?

Men i hvertfald! Det irriterer mig ret groft, at man ikke tænker mere på dyrene. Det er jo synd for dem, hvis de kommer slemt til skade, fordi en anden hund ikke kan styre sig, og krogene er for tætte på hinanden,  så der intet afstand er, og de ryger i flæsket på hinanden...

- Altså hvor det pisser mig af...

// Timmy is over and out.

Dødsangst.

Godaften. Dette indlæg kommer til at omhandle min dødsangst. Jeg har brug for at få tankerne og følelserne ud omkring det.

Jeg lider af dødsangst, har gjort det i godt og vel to år nu. Jeg lider af det på den måde, at til tider tør jeg ikke at sove, jeg KAN have det svært med film, hvor folk dør deri, jeg kan ikke snakke om emnet uden at få tårer i øjnene.
  Så dette indlæg bliver nok lidt svært at skrive. Nu tænker I nok, "hvorfor så skrive om det?", well. Denne blog er som en dagbog for mig, og derfor vil jeg ud med. Dele det med andre, som måske føler på samme måde, så de ved, at de ikke er helt alene.

Da jeg var mindre var døden ligegyldig for mig. På en måde. Jeg frygtede at miste folk, men var ikke selv bange for at dø. Da jeg lærte en pige, hvis navn jeg ikke vil skrive, at kende kom dødsangsten frem i mig, sådan rigtigt. Hun fortalte om sin veninde, der døde af sukkersyge, jeg har hørt historien fra flere mennesker, da det er en som var fan af The Dreams. Så jeg vidste hvem hun var. Men i hvertfald, hende jeg kendte fortalte om sin dødsangst, og efter den samtale, har jeg selv frygtet døden.
  Jeg tænkte meget over døden de efterfølgende måneder, og min angst blev større og større. Jeg turde ikke sove af frygt for ikke at vågne igen. Jeg får stadig de anfald. Flere gange har min bedste veninde, Grumle, måtte holde om mig, mens jeg græd.
  Jeg tør ikke gøre noget som kan være livsfarligt, fordi jeg tænker negativt om hele situationen, jeg tænker altid, at det kan ske for mig. Fx. hvis jeg skal flyve, så tænker jeg, at det KAN ske flyet styrter, og jeg dør. Så den dag jeg skal flyve for første gang, bliver det hårdt.

Sidste sommer var Grumles familie og min familie på ferie sammen i Tyskland. Vi skulle i Heidepark, og jeg var opsat på at prøve Colosos (?) den der store rutsjebane. Jeg har prøvet den før på min blåmandag. Inden min dødsangst dukkede op.
MEN i hvertfald, så stod vi der i køen, vi havde ventet en halv time, da jeg pludselig hørte, hvordan rutsjebanen skramlede, jeg opdagede den var lavet af træ, og kom i tanke om, at der kunne jeg dø. Hvis jeg tog den tur, så KUNNE jeg være en af dem, hvor vognene mistede føringen, hvor det hele gik galt. Jeg fik ondt i maven, kvalme, rystede og ville væk. Jeg var ved at græde, og sagde undskyld til Grumle for at jeg ikke kunne prøve den med hende, men jeg turde virkelig ikke.
Så det endte med jeg gik ud af køen, og ventede i en time ca. på Grumle og hendes mor og søster.

Den episode er kun en af de mange gange, hvor jeg har bakket ud fra noget jeg gerne ville, men ikke tør af frygt for at dø.
Min dødsangst er et handicap, jeg går glip af så mange ting. Søvn, oplevelser.. Ja, den er virkelig en pain in the ass. Mildt sagt.
  Men der er jo ikke rigtig noget, jeg kan gøre. Udover at nyde mit liv, og tage afstand til døden og angsten for det...


- Men jeg håber da, at man kan finde en løsning, så jeg kan leve fuldt ud <3

// Timmy is over and out.

Busstoppestedet.

Heeeej. Så i dag kom jeg i tanke om en lille ting, jeg ville blogge om.
  Nemlig, det at vente på bussen!
Har I måske bemærket, at de fleste står og kigger konstant mod den retning, hvor bussen kommer fra? Seriøst, det er sådan lidt komisk at se på.

Men hvad kan man ellers lave på et busstoppested? Altså jeg plejer, at snakke med folk, (altså mine venner. Ikke de fremmede mennesker, der venter på bussen. Dét ville være sært!), tage en smøg eller... ja? Man kan ikke lave så meget ved et busstoppested?

Måske man burde sætte ting op, så folk kan hygge sig ved busstoppestedet? 

// Timmy is over and out.

En lille historie

Jeg har tit tænkt på, at ville skrive. Har gjort det i tre år, men føler ikke selv, at mine ting er gode. Overhovedet. Men vil på et tidspunkt ligge noget ind, er faktisk igang med noget. En fan-fiction til min bedste veninde. Men indtil da, vil jeg ligge en ff (fan-fiction) ind, som en af mine gode veninder har skrevet. Den handler om bandet The Dreams og mig.
- Der er en sexscene med, men er simpelthen vild med den historie.
Min veninde vil ikke have sit navn lagt ind, men jeg håber, I vil kunne lide den :)

Jeg gik over gaden, ned mod Strøget i en rask fart. Min mobil kimede mig ned, den ene SMS efter den anden. De var alle fra Hans... Bandes overhoved, som jeg kaldte det. Men han var også min bedsteven, så han burde forstå. Jeg så på uret, og satte yderligere farten op, vi skulle havde mødtes for en halv time siden men bussen havde sat sig fast i trafikken.
  Egentlig viste jeg ikke hvorfor vi skulle mødes, vi så jo hinanden så tit. Hver gang vi øvede og spillede koncert eller nej.. hver dag vi boede jo ligesom i det samme hus, bare i hver sit ende af det. Han havde nu ikke været meget hjemme her på det seneste, måske havde han fået sig en ”ven”, eftersom han var sprunget ud som bøsse sidste år. Han havde slået op med sin kæreste Jórun, og nu var de bedste venner, og Klæmint invaderede Dreamhouse det meste af tiden.
  Jeg drejede ind ad sidegaden, og så ind på den lille café, hvor Hans havde sagt, vi skulle mødes på. Han sad ovre i hjørnet, med en kop kaffe og læste avis. Jeg skyndte mig hen til ham.

  ”Hey man”, jeg satte mig ned overfor ham. Hans så op, ”Hey”, han strakte sig og smilede, ”Vil du med til Jylland?” spurgte han så. Jeg hævede øjenbrynet, ”Jylland?”, spurgte jeg spørgende. ”Vi har sommerferie og jeg har mødt en, men han bor i Jylland, og jeg tænkte vi kunne tage derover, vi er jo bedste venner” sagde han så. Jeg nikkede bare, og kom så til at grine lidt, ”Jeg er stadig ikke kommet mig over, at du er til drenge”.
  Jeg bestilte en øl, og lænede mig lidt tilbage. ”Men vil du med til Jylland? Og vi tager Klæmint med, så han kan opleve lidt” Hans smilede glad, og jeg nikkede, ”er der ikke kun køer i Jylland?” spurgte jeg så, da han havde fået sin øl. Hans trak lidt på skulderene, ”Skulle jeg måske tage Corfitz med?” spøgte han. Jeg lo dæmpet, ”men hvorfor skulle vi mødes her? Altså du kunne jo have spurgt hjemme” Jeg tog en tår af øllen. Hans trak på skulderene, "det var bare for hyggens skyld, jeg skal alligevel hente Klæmint om lidt, så kunne vi jo lige så godt bare mødes her” Hans så på klokken imens han talte, ”skal jeg tage med ned og hente ham?” spurgte jeg og tog en tår mere. ”Hvis du vil” hans drak sin kaffe op. ”Forresten har jeg sagt, at vi skal indspille til nyt album efter ferien? Det blev Chief og mig enige om.” jeg rystede på hovedet, ”Er det nogen af de sange, vi øver hjemme?” spurgte jeg, mens jeg holdte om ølglasset. ”Ja nogen af de nye”, hans smilede ”Chief er vilde med dem”, jeg nikkede og bundede øllen, ”fedt” nærmest bøvsede jeg. Hans hævede øjenbrynet og nikkede, så rejste han sig ”kommer du med?” spurgte han.
  Jeg rejste mig også og nikkede. Vi gik i stilhed, det var kun de andres menneskers larm, der kunne høres. Hans så frem for sig, ”Jeg er begyndt at savne Færøerne” sagde han så, og stak hænderne i lommen. Jeg nikkede, for jeg var enig. Det kom i små perioder til mig, mest om sommeren og i juletiden.
  Vi nåede hen til Jóruns lejlighed, og begyndte at gå op. Han ringede på dørklokken, og jeg kunne høre små fodtrin komme løbene ude på gangen. ”Der er åben” Kunne jeg så høre, Jórun råbe. Hans åbnede døren og Klæmint stod i døråbningen ”Årh, hej!” sagde Hans og løftede ham op. ”Far?” spurgte Klæmint med sin skingre stemme.
  Jeg gik ind, mens de stod og snakkede, ”Jeg har lavet tegning” kunne jeg høre Klæmint sige, inden jeg daffede ud i køkkenet, hvor Jórun var ved at lave mad ”Får du gæster?” spurgte jeg, da jeg bemærkede hendes fine tøj. Hun nikkede, ”Bare nogen veninder, vi tager i byen senere, du kommer bare, hvis du vil” Hun lød glad, og snurrede rundt på hælen for at tage nogen ingredienser på bordet bag hende. ”Arh, ikke i dag, har ikke lige overskud” sagde jeg, og smagte på hendes rødvin ”Du har altså bare en go smag for vin!” udbrød jeg, som jeg havde gjort så mange gange før. Jórun lo bare.
  Hans kom nu gående med Klæmint i hånden, ”Se hvad jeg har fået” sagde han stolt, og viste sin tegning frem af en masse krusseduller. Jeg grinte ”Skal vi komme af sted?” spurgte jeg Hans, som nikkede som svar. ”Jeg finder lige Klæmints ting” sagde Hans, og løftede Klæmint hen til mig, og jeg tog imod ham. ”Eikur?” spurgte Klæmint, mens jeg gik over mod klapvognen. ”mmh?” svarede jeg, og satte ham ned i klapvognen ”Må jeg snart prøve, at holde din store guitar” spurgte han med sin skingre stemme. ”Det hedder en bass Klæmint” Jeg skubbede ham ud i entreen, ”Jamen far har en guitar, og din er bare meeeeeget støre” sagde ham og grinte, ”din far har en guitar, og jeg har en bass, det er den, der laver dom dom dom dom lydende” prøvede jeg at forklare, men Klæmint grinte bare af mig. ”Hvor ska' vi hen?” spurgte Klæmint så, jeg så ned på ham, mens vi ventede på Hans ”Hjem hvor far og jeg bor” svarede jeg, ham. ”Og Heini og Corfiz” sagde Klæmint, og jeg kom til at grine. Det kunne godt være, at Klæmint ikke kunne udtale mit navn, men når han sagde Corfiz, var det altså ret sjovt. Hans kom endelig tilbage med en taske af Klæmint tøj.

  Senere på aftenen var Klæmint faldet i søvn på mig, Hans plejede at sige, at det var fordi, jeg havde en tyk mave, at Klæmint sov så godt på mig. Hans kommenterede ingenting i dag, fordi han vist havde for travlt med at skrive med sin jyde fyr. ”Hvor henne i Jylland skal vi hen?” spurgte jeg, og nussede Klæmint over ryggen, hold kæft jeg elsker den dreng. ”Kolding, vi tager afsted i morgen forresten” Hans så op, og smilede af os. Jeg nikkede, og rejste mig, ”Jeg skal nok putte ham” sagde jeg, og gik ind på Hans' værelse, og lagde Klæmint ned i barnesengen, og satte baby alarmen til, hvorefter jeg gik ind på mit værelse, og pakkede nogle ting, Jeg gik ind i stuen, ”hvor lang tid skal vi være i Jylland?” spurgte jeg, og lænede mig op af dørkarmen, og så ind i tv'et. Hans vendte hovedet og så på mig, ”1 uge” svarede han, og så på tv'et igen. Jeg nikkede og pakkede færdig.

  Næste morgen vågnede jeg ved, at Klæmint hylede, og Hans der prøvede at trøste ham. Man kunne høre Corfitz komme med kommentarer med ting, han skulle prøve, alt i alt, mindede det mig om en ko, når han snakkede ligegyldigt snak... well måske var det derfor, han blev kaldt en ko? Jeg rejste mig, og gik ud på gangen. ”Hva sker der?” spurgte jeg og gabte. ”Klæmint væltede på stengulvet og slog ryggen” Corfitz prøvede at lyde voksen. Jeg nikkede bare, og gik hen til dem ”Klarer du den?” spurgte jeg. Hans nikkede og Klæmint havde klamret sig ind til ham, mens han stadig snøftede en anelse. Jeg smilede og gik i bad.

  Senere sad vi i bussen, den havde vi fået lov til at låne hele ugen igennem. Det var Hans, der kørte så jeg sad og underholdte den nu egentlig meget trætte Klæmint, som halv sov, så opgaven var ikke så stor.
  Det meste af tiden sad jeg selv med lukkede øjne, og slappede af. Jeg spærrede øjnene op, da bussen bremsede op foran nogen lejligheder. Jeg så ud af vinduet, og kom i tanke om at jeg var faldet i søvn. Hans så på mig. Han så nervøs u,d men så smilede ham, ”Så er vi her.” han steg ud, og gik og på den anden side af bilen, og åbnede døren, så jeg kunne komme ud. Eller han åbnede den, fordi han skulle have Klæmint ud, som så rundt, ”Jeg har tisset” sagde han så og grinte.
  Hans løftede øjenbrynet ”Jeg skifter dig, når vi er kommet op” sagde han, og spændte Klæmint fri fra barnestolen. ”Vil du tage min taske?” spurgte Hans mig så. Jeg nikkede, og tog vores tasker. Hans tog Klæmints taske, og satte ham ned, så han kunne gå. Klæmint begyndte at løbe. ”Klæmint kom her” sagde Hans overbeskyttende. Men Klæmint prøvede altid grænser af med Hans, så han gjorde ikke som der blev sagt. ”Klæmint” Hans lød streng, og Klæmint kom tilbage til os igen. Hans tog ham i hånden, ”Du skal blive ved far og Eirikur” sagde han, og gik op i opgangen. Jeg fulgte bare efter, med en taske over hver skulder.        
  Nogen gange var Hans lidt for overbeskyttende over for sin søn. Men måske var det bare n         oget. man er over for sine børn? Egentlig ville jeg ikke have børn selv, og jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske har jeg bare nok i vuggestuen og Klæmint? Jeg så frem for mig. Vi var oppe på 2. etage, og Klæmint stoppede op og nægtede at gå længere. Hans tog ham, og satte ham på sin hofte, ”Nogle gange er du lidt besværlig” sagde Hans kærligt, og nussede Klæmint på kinden.
  Jeg trykkede på ringeklokken, og lænede mig op af væggen, og ventede på, at den blev åbnet. Hold kæft jeg trængte til en øl og en smøg. Døren blev åbnet, og en høj ranglet mand med baggy pants, morgenhår og ingen trøje lukkede op. ”Oh, det havde jeg helt glemt” sagde han, og grinte. ”kom ind” han åbnede døren op, og vi gik ind. Manden viste os vej ind til et værelse. Der stod kun en seng, så jeg gik ud fra, at det kun var mig, der skulle sove her. Og smed nu alligevel vores begges tasker. ”Far, jeg har tisset igen” udbrød Klæmint og vred sig lidt i Hans arme. Hans nikkede ”Hvor er badeværelset?” spurgte han, og manden pegede.
  Jeg havde enlig ikke fået med, hvad han hedder. Hans gik derud. Jeg så frem for mig, og kunne se ind i stuen. Jeg slentrede derind, og satte mig i sofaen. Manden fulgte med. ”Jeg hedder Eirikur, forresten” sagde jeg. Manden nikkede ”Alexander”, han dumpede ned i den anden ende af sofaen. ”Du har vel ikke en øl?” spurgte jeg og grinte. Jeg følte det lidt underligt, at side i en bøsses lejlighed uden at kende personen. Alexander nikkede ”Ude i køleskabet” jeg rejste mig, og gik over til .køleskabet. Stuen og køkkenet var slået sammen. Jeg tog en øl, og gik tilbage igen. Klæmint kom til syne i døren, og løb hele vejen over gulvet hen til mig, ”Eikur, Eikur”  jeg så ned på ham, ”ja?” spurgte jeg. ”Far siger, at hvis jeg spørger dig pænt, så kan vi gå en tur, bare dig og mig” han lød ret ivrig. Jeg hævede øjenbrynet, og grinte. ”Det kan vi vel godt.” Hans kom ind i stuen og satte sig på Alexander, og de begyndte straks at snakke.
  Jeg sad lidt, og begyndte, at føle mig lidt overset. Det var begyndt at blive tusmørke og Klæmint sad tåldmodigt og så tegnefilm. Vi havde spist, og det var pizza. Jeg så over på Hans og Alexander, som så ud til at have det dejligt med hinanden.
  ”Klæmint?” spurgte jeg. Og han så op på mig. ”JA!” spurgte han ivrigt, tydeligvis begejstret over, at nogen lagde mærke til ham. ”Skulle vi gå tur?” spurgte jeg så. Han havde allerede rejst sig op, inden jeg havde sagt sætningen færdig. ”må jeg køre klapvogn?” spurgte han, og løb ud i gangen for at tage sine sko på, som han ikke selv kunne endnu. ”mmh” mumlede jeg, og gik ud, og hjalp ham dem på. ”Jeg ved ikke, hvornår vi kommer tilbage” råbte jeg til Hans.
  Jeg tog så selv mine sko på, og åbnede døren. Klæmint fór ud, og løb ned af alle trapperne, og da jeg så nåede derned, stod han forpustet og grinte. Jeg rystede på hovedet af ham, og gik ud til bussen, og tog så hans klapvogn frem. ”kom” sagde jeg til Klæmint, som straks kom løbende hen til mig. Jeg tog ham op, og satte ham ned i klapvognen. Han så op på mig med sine røde baby kinder. Jeg så ned af gaden, og kunne se en gågade begynde, og jeg begyndte, at skubbe Klæmint.
  ”Hvor skal vi hen?” spurgte han, og så sig rundt. ”Ind på gågaden”, og jeg nåede kun lige, at sige den sætning færdig, før han igen spurgte, ” hvad er en gågade?”, jeg smilede lidt, ”det er et sted, hvor der kun må gå mennesker og cykler. Og bilerne er forbudt” Klæmint nikkede, ”Mor cykler med mig, og der må bilerne forbudt” jeg vidste, at han refererede til Strøget, og selvom han stadig ikke kunne udtale alle sætninger ordenligt, så syntes jeg nu alligevel, at han havde et stort ordforråd. Jeg gik vist lidt i mine egne tanker, og Klæmint var vist nok faldet i søvn. Jeg mærkede noget, der holdte klapvognen igen. ”Undskyld” sagde jeg og bed mig i læben. ”Det er vildt typisk, at voksne mennesker går ind i alle” sagde en pige irriteret, ”Men fair nok” hun havde vist hørt på min stemme, at jeg var voksen.
  Hun stod med ryggen til mig, og vendte sig så om. Hun gispede ved synet af mig, ”Hvad laver du her?” spurgte hun mig, og jeg stod lidt uforstående. Burde jeg kende hende? ”Og Klæmint?” hun lød vist mere uforstående end jeg. ”øøh?” var det eneste jeg fik frem, ”Ja, jeg er Dreamer” mumlede pigen så. Jeg nikkede bare. ”Hans og jeg er her, for at besøge nogen venner og Klæmint ville gå tur” sagde jeg og gik videre. Jeg orkede ikke Dreamere i dag. Og typisk som man tror, at man er alene, støder man ind i den samme pige igen. ”Det må være skæbnen” udbrød jeg, og kom til at grine.
  Pigen smilede lidt genert og rødmede. ”Hva så” spurgte jeg, og hentydede til hendes rødmen. ”jeg er bare ikke vant til, at mit idol støder ind i mig, 2 gange på en aften” sagde hun, og kom til at grine. Jeg lo svagt for ikke at vække Klæmint. Pigen virkede meget sød. ”Kan jeg byde på en øl? Spurgte jeg. Pigen hævede mistroisk øjenbrynet. ”Øl?” spurgte hun, ”kan jeg ikke bare få en somersby eller noget?” jeg lo, og nikkede ”æble eller pære?”, hun så tænksomt på mig, ”æble” sagde hun så. Jeg nikkede, ”dårlig smag” udbrød jeg, og gik ind for at købe til os. Pigen blev hos Klæmint.
  ”Skal vi gå et sted hen?” spurgte jeg, da jeg kom tilbage. ”vi kan gå på havnen?” forslog hun, og jeg nikkede. Vi åbnede vores øl og somersby, og begyndte at gå. Eller, nogen af os levede i luksus, og blev kørt. ”Hvad hedder du enlig?” spurgte jeg pigen. ”Christina, men bare kald mig Tromle” jeg nikkede ”Tromle” sagde jeg for mig selv.
  Vi nåede ned til havnen, og Tromle satte sig på kanten. Hun så sørgmodigt ud over vandet, og jeg blev bekymret, "hvordan kan det være, at du går rundt alene?” spurgte jeg, og satte mig ved siden af hende. Men hun rystede bare på hovedet, ”det er lige meget”, hun lød virkelig som om, at hun ikke ville snakke om det.          
  Jeg lagde en arm om hendes skuldre, ”du kan altid snakke med mig, hvis det er” sagde jeg, og tog en tår af øllen. Hun nikkede bare, og sukkede. ”jeg var sammen med min veninde, men så blev hun sur på mig fordi, jeg kan lide The Dreams, og hun vil ikke have det, og så skred hun, og jeg har ikke lige haft overskud til at tage hjem endnu. Og så er jeg helt vild med en, som knap nok kender mig” hun drak af sin somersby. Jeg nikkede ”Det kommer vi alle ud for engang i mellem. Venskab og kærlighed er en krig. Det er det samme med mig og Hans. Nu skubber han mig til side fordi, han har nogen kørende med en dude. Men han er stadig min bedsteven. Så måske skal du bare snakke med din veninde om, at hun skal respektere dig, fordi du respektere hende” jeg valgte at betro mig til hende. ”og selvom hun ikke vil det, så findes der mange andre som kan lide dig, for den du er. Og det er det samme med den dude, du kan lide. Hvis han ikke ser noget i dig, så er han ikke go nok. Og bare rolig, du er en køn pige” jeg smilede opmuntrende til hende, og hun blev rød i hele krydderen. Det føltes underligt at snakke med en fan.. En Dreamer på den her måde, men jeg følte hun var anderledes. En man kunne tale med, uden alle lige pludselig vidste det, og at der ikke blev lavet rygter. ”Eirikur?” Tromle så på mig. Jeg nikkede, ”ved du hvad?” spurgte hun så, og smilede svagt. Jeg rystede på hovedet. ”Du er rar at snakke med” hun smilede et oprigtigt smil.
  Jeg blev varm indeni, på den der glade måde, når man har hjulpet en person eller gjort en glad. Jeg begyndte at smile, ”i lige måde” jeg håbede, at jeg lød lige så oprigtig som hende, for det var jeg.
  Min mobil begyndte at ringe, og jeg tog den op, ”hvor bliver I af?” en bekymret hans var i den anden ende. ”Jeg faldt lige i snak med en, og vi sidder på havnen” jeg lød træt, altså når jeg snakkede med Hans. ”Hvad med Klæmint?” Hans lød irriteret, ”han sover” forsikrede jeg ham. Der var stille lidt.... ”Bare du har styr på ham” det lød mere som en advarsel end en opfordring. ”hvad tror du om mig?” jeg sukkede det ud. Hans sukkede også, og lagde på. Jeg vidste egentlig ikke hvad der gik galt der. Jeg så over på Tromle, som så ud over vandet. ”Var det Hans?” gættede hun, og vendte hovedet om mod mig. Jeg nikkede, ”Han er sur, tror jeg” jeg rejste mig op. ”Hvor skal du hen?” spurgte hun på en 'du må ikke forlade mig' måde, så jeg fik lidt ondt af hende. ”Jeg tror bare, jeg må se at komme hjem med Klæmint." Hun nikkede, og rejste sig også op. Jeg fik igen ondt af hende, og så kom jeg i tanke om, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle lave resten af aftenen. ”Jeg går hen, og afleverer Klæmint og så... ja vi mødes her om en halv time” jeg smilede. Hun smilede også, og jeg regnede med, at jeg havde reddet min aften. Ja okay, jeg var egoistisk, måske lidt meget, men ja jeg kan lide det. Jeg tog fat i klapvognen, og begyndte at gå.

  37 min helt præcist efter, stod jeg nede på havnen, og spejdede efter Tromle. Jeg så hende komme gående lidt længere væk med sin hætte fra sin trøje over hovedet. Jeg hoppede, og vinkede, og hun kom til at grine, men vinkede så igen. Hun nåede helt op til mig, og jeg krammede hende. Hun blev helt forlegen og rødmede. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men tænkte ikke mere over det.
  Vi begyndte at gå stille og roligt, mens vi snakkede om alt muligt mellem himmel og jord. Fra små detaljer til store samtaler. Jeg syntes godt om hende, hun var en oprigtigt person. Nem at snakke med og pålidelig. Jeg stolede på hende, og hun stolede vist også på mig. Det var blevet mørkt, helt mørkt og stjerneklart og når månen stod lige ned på os, kunne jeg hendes kinder rødme med en dejlig lyserød farve, som gjorde mig glad. Måske ville den har ”gay” ferie alligevel blive god?
  Jeg fandt ud af at hun kun var 17 og født i 94, det ville sige, at hun var 10 år yngre end mig. Men jeg var ligeglad, for alder har ikke den største betydning, og hun tænkte vist heller ikke over det. Jeg vendte hovedet, og så ud over vandet. Her var ingen både og vandet var klart. Jeg smilede stort og lusket. Tromle så op på mig med et spørgende blik. Jeg så ned på hende og tog fat i hendes arme. Jeg grinte, jeg havde ikke lagt mærke til det, men det gjorde jeg. ”Eirikur?” sagde Tromle forskrækket, men jeg smilede bare sødt til hende, og hun smilede lidt.
  Jeg skubbede hende blidt ud i det kølige vand, som hurtigt dækkede hendes ankler. ”Eirikur, nu er mine sko våde” beklagede hun sig. Jeg smilede, og bøjede mig ned for at tage dem af. Jeg kastede dem op på land. Hun så på mig, ”dine sko bliver også våde” hun så ned på dem. Jeg bøjede mig ned, og tog dem så af.  
 Jeg gik imod hende, og pressede hende længere ud i vandet, så det gik hende til knæene. Hun sagde ikke noget til, at hendes bukser blev våde. Jeg blev ved med at føre os længere ud i vandet, indtil det gik mig til maven. Hun så bare op på mig, og jeg følte pinlig tavshed. Jeg sprøjtede vand på hende, og hun sprøjtede tilbage. Jeg dykkede ned under vandet, for jeg viste hun ikke kunne se mig. Jeg blev der nede lidt, og så hoppede jeg op, og lagde armene rundt om hendes mave. Det gav et sæt i hende. Jeg lod mærke til, at hun ikke havde rørt sig ud af stedet, siden jeg dykkede. Jeg trak mig lidt væk fra hende. ”Det gør du aldrig igen!” hun lød bange. Jeg så bare på hende. Hun begyndte at græde ”Jeg kunne ikke se dig... jeg blev vildt bange” hulkede hun, og jeg bed mig i læben. Jeg gik hen, og krammede hende, og hun lagde hovedet ind til mig ”lover du, at du ikke gør det igen?” spurgte hun så og jeg nikkede.
  Hun så op på mig, og jeg kunne ikke lade være. Det var så fristende, jeg havde sådan lyst. Jeg tog hendes hoved mellem mine hænder, og så hende i øjnene inden jeg lagde læberne til hendes. Hun gengældte kysset, utroligt nok, fordi jeg vidste hun kunne lide en eller anden dude. Jeg trak mig lidt væk, ”undskyld” sagde jeg stille. Tromle gik hen mod mig, ”Eirikur, det gør ikke noget” hun tog min hånd, jeg trak min hånd væk.
”Jeg burde ikke have gjort det. Du kan lide en dude, og du er Dreamer og jeg ja.... jeg bør ikke gøre det her”, jeg lød en smule panisk, men jeg slappede helt af igen, da Tromle lagde sine læber mod mine. Jeg lagde armene om hende, ”Eirikur” hviskede hun stille. Jeg så ned på hende, ”Jeg kan lide dig” hun kyssede mig igen, og jeg gengældte blidt hendes kys. Hun trak sit hoved lidt væk, ”Mine bukser bliver våde” sagde hun og lo englesødt.
  Jeg knappede dem op, og trak dem ned og af hende. Jeg kyssede op ad hendes ben, inden jeg rejste mig op. Jeg trak hende over til en lille badebro, og lagde hendes bukser derop. Tromle smilede til mig, og kyssede mig så igen. Jeg holdte om hende, og trak hende tæt ind til mig. Hun åbnede mine bukser, og snavede mig så, jeg snavede igen og lod mine følelser få frit løb rundt i kroppen. En blanding af glæde og nervøsitet, der blandede sig med min dårlige samvittighed over, at hun var Dreamer, men jeg kunne ikke lade hende være. Hun tiltrak mig, sugede mig til sig om en magnet, og jeg nød hendes tag i mig. Hun trak mine bukser ned samtidig med, at hun forsvandt under vandet.
  Jeg mærkede hendes fingerspidser ned over mine ben. Hun kom op til overfladen igen, og lagde så mine bukser på hendes. Hendes blonde hår indrammede hendes ansigt, og jeg kyssede hende inderligt, som jeg ikke havde kysset nogle før, det kom tydeligvis bag på hende, men hun gengældte. Jeg tog fat i hendes trøje, og hæv den over hovedet på hende, hvilket fik hendes hår til at ugle. Jeg tog fat i hendes hår, på en blid måde, og kørte så mine fingre igennem det. Det var blødt. Min nervøsitet over for hende forsvandt, og jeg så ind i hendes øjne, og jeg fik lyst til mere... Mere af hende! Det hele!
  Jeg åbnede hendes BH, og trak den af hende, kyssede hende ned af halsen. Jeg omfavnede hende, kyssede og snavede hende. Hun trak min t-shirt af, og den landede i bunken med det andet.
  Månen oplyste os, oplyste hende, det eneste jeg ville se på. En engel! Hun kyssede mig ned over halsen, over brystet, ned over maven, og trak mine boxere af. Igen forsvandt hendes krop ned under vandet. Jeg mærkede hende, når hun rørte ved mig. Hendes hår kom til syne, efterfulgt af hendes ansigt, og så hendes overkrop, jeg trak hende atter ind til mig. Jeg trak hendes trusser af, hun løftede selv benene op, så vi ikke behøves at forsvinde fra hinanden. Jeg skubbede blidt hendes ryg ind mod badebroen, og løftede hende op på mine hofter. Vi kyssede hinanden, et vådt, salt kys. Men jeg var ligeglad med, hvor salt det var! Bare det var hende, jeg kyssede, bare det var hendes læber mod mine.
  Vi havde kun kendt hinanden denne ene aften. Eller hun havde kendt til mig, men jeg havde ikke anet noget om hende, men alligevel følte jeg et bånd, som ikke kunne brydes. En forbindelse mellem os. Jeg trængte op i hende. Hun lænede hovedet tilbage, og de små dråber vand løb ned af hendes hals og nedover hendes krop. Min lykke ved hende måtte aldrig holde op!
  Jeg bevægede mig, og følte at verdenen uden om os forsvandt. Kun vandet, månen og os var det eneste, der betød noget. Jeg holdte om hende, lod mine hænder glide over hendes krop. Vi stønnede. Jeg bevægede mig hårdere, og nød de 1000 forskellige følelser, som passerede gennem min krop. Jeg stønnede nydende, og nød hendes støn, som blandede sig med lyden af hav. Jeg rørte hende over alt, og hun havde fat i mit hår.
  Vores sammensmeltning måtte aldrig holde op. Jeg bevægede mig i takt med min puls, som hamrede hurtigt derud af.
  Jeg stønnede hendes navn højt! Jeg håbede at, alle ville høre det, vide, at vi var her. Vide, at jeg elskede hende. Jeg håbede, at alle ville forstå, at jeg ikke kunne give slip. Ikke VILLE give slip. Hun stønnede mit navn, og jeg gik ud fra, at hun følte det samme, det samme magiske bånd, vi havde skabt.

  Vi sad på strand kanten i vores våde tøj, og så solopgangen lyse en ny dag op. Ingen af os var trætte, og vi havde ikke lyst til at forlade hinanden. Vi sagde ikke så meget. Det eneste, der var vigtigt, var bare, at vi var sammen, og jeg vidste at det her, ville blive den bedste uge i mit liv og forhåbentligt resten af livet.


Håber I kunne lide ff'en, og hvis I kunne, så kom endelig med feedback! 
// Timmy is over and out

Drømme...

Godeftermiddag kære læsere, eller fremmede mennesker der kommer forbi.

Jeg begyndt at drømme ufattelig meget. Eller.. man drømmer jo altid, men jeg kan huske mine drømme fra hver nat. Det undrer mig faktisk en del. Jeg ved heller ikke, hvad det betyder..
  Men er begyndt at drømme meget om en bestemt fyr, en jeg ikke vil nævne ved navn i bloggen.. Men jeg er ret træt af at drømme om ham, tænke på ham... Jeg ville ønske, jeg ikke havde de følelser, fordi jeg vil egentlig bare være fri for dem. Fri for alle følelser.
  Jeg er træt af mine voldsomme humørsvingninger, man skulle jo nærmest tro, jeg var gravid... men jeg vil være stabil følelsesmæssigt. Men jeg kan godt mærke, det ikke kommer til at ske foreløbigt.

Anyways, jeg ved ikke, hvad jeg skal give mig til. Jeg ved ikke, hvad jeg vil... Måske læse lidt om drømmetydning? Selvom jeg ikke helt ved, om jeg tror på det.

Men hey, hvis du var en, der tilfældigt kom forbi, så følg da endelig min blog. Jeg håber du kan lide den.

// Timmy is over and out. 

Today is not a very good day..

Goddag.
I dag kan jeg virkelig mærke depressionen, jeg er så trist for tiden.. Hvilket faktisk irriterer mig gevaldigt. Jeg sidder i skolen, har friblok, og er ved at tude. Jeg vil ikke, men er så tæt på det.
Jeg er efterhånden træt af, at være her. Jeg prøver, at finde en smule glæde i mit liv, men det er som om, at hver gang jeg finder den, så er der noget andet, der smadrer mig fuldstændig ned igen.
Jeg er så træt, af  min depression. Jeg hader det.
  Jeg føler ikke, at jeg kan snakke med nogen om det, fordi jeg er bange for, at dem jeg snakker med, en dag vil bruge det mod mig.
  Derfor skriver jeg her. Fordi måske er der en, der ser det. En som vil hjælpe mig med, at komme igennem det her. En som jeg før eller siden får tillid til. Tillid er et stort problem. Jeg har ikke altid haft det sådan, men eftersom jeg blev ældre, gik det op for mig, hvor mange falske personer, jeg har haft i mit liv, og derfor tør jeg ikke stole på nogen.
  Der er meget få, jeg stoler 100 på, men dem vil jeg ikke snakke med om mine problemer, fordi jeg ikke vil belaste dem. Jeg føler, at hvis jeg snakker for meget om mine problemer med folk, så bliver jeg en belastning, at de begynder, at synes, jeg er irriterende, og ikke andet end en, der bare whiner 24/7. Men jeg har brug for at få det ud, jeg kan ikke klare, at gå rundt med de problemer, jeg har. Det er simpelthen for meget.
  Jeg har brug for en, der kan kramme mig, og sige alt nok skal blive godt igen. En hvor jeg kan græde, uden at føle det er pinligt. Jeg har svært ved at græde overfor folk. Jeg hader det.
Lige nu, går jeg rundt med et falsk smil på læben. Men jeg håber, jeg en dag finder en, der kan give mig et oprigtigt smil.
  Vejrskiftet er sikkert med til, at påvirke min psykiske tilstand. Vejret er så trist og gråt. Jeg kan ikke finde noget dejligt ved livet lige nu.
Jeg ville ønske folk, de forstod mig. At de kunne se mit falske smil, tårerne bag det..
Jeg har det som Rose fra Titanic. At jeg står midt i et rum, og skriger, men at ingen kigger op for at se på mig.. Ingen ser mit virkelige-jeg.
Og jeg som går så meget op i, at være mig selv.... Forhelvede, hvor er det ynkeligt.
Jeg kan ikke overskue skolen, mine lektier, alt... Hvor er det dog irriterende.

- Jeg ville ønske, jeg kunne forsvinde væk til et sted, hvor alt bare var liv og glade dage... 
// Timmy is over and out.