Goddag.
I dag kan jeg virkelig mærke depressionen, jeg er så trist for tiden.. Hvilket faktisk irriterer mig gevaldigt. Jeg sidder i skolen, har friblok, og er ved at tude. Jeg vil ikke, men er så tæt på det.
Jeg er efterhånden træt af, at være her. Jeg prøver, at finde en smule glæde i mit liv, men det er som om, at hver gang jeg finder den, så er der noget andet, der smadrer mig fuldstændig ned igen.
Jeg er så træt, af min depression. Jeg hader det.
Jeg føler ikke, at jeg kan snakke med nogen om det, fordi jeg er bange for, at dem jeg snakker med, en dag vil bruge det mod mig.
Derfor skriver jeg her. Fordi måske er der en, der ser det. En som vil hjælpe mig med, at komme igennem det her. En som jeg før eller siden får tillid til. Tillid er et stort problem. Jeg har ikke altid haft det sådan, men eftersom jeg blev ældre, gik det op for mig, hvor mange falske personer, jeg har haft i mit liv, og derfor tør jeg ikke stole på nogen.
Der er meget få, jeg stoler 100 på, men dem vil jeg ikke snakke med om mine problemer, fordi jeg ikke vil belaste dem. Jeg føler, at hvis jeg snakker for meget om mine problemer med folk, så bliver jeg en belastning, at de begynder, at synes, jeg er irriterende, og ikke andet end en, der bare whiner 24/7. Men jeg har brug for at få det ud, jeg kan ikke klare, at gå rundt med de problemer, jeg har. Det er simpelthen for meget.
Jeg har brug for en, der kan kramme mig, og sige alt nok skal blive godt igen. En hvor jeg kan græde, uden at føle det er pinligt. Jeg har svært ved at græde overfor folk. Jeg hader det.
Lige nu, går jeg rundt med et falsk smil på læben. Men jeg håber, jeg en dag finder en, der kan give mig et oprigtigt smil.
Vejrskiftet er sikkert med til, at påvirke min psykiske tilstand. Vejret er så trist og gråt. Jeg kan ikke finde noget dejligt ved livet lige nu.
Jeg ville ønske folk, de forstod mig. At de kunne se mit falske smil, tårerne bag det..
Jeg har det som Rose fra Titanic. At jeg står midt i et rum, og skriger, men at ingen kigger op for at se på mig.. Ingen ser mit virkelige-jeg.
Og jeg som går så meget op i, at være mig selv.... Forhelvede, hvor er det ynkeligt.
Jeg kan ikke overskue skolen, mine lektier, alt... Hvor er det dog irriterende.
- Jeg ville ønske, jeg kunne forsvinde væk til et sted, hvor alt bare var liv og glade dage...
// Timmy is over and out.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar